ARTIST STATEMENT:

Jeg kommer fra Færøerne. Den færøske natur er et gennemgående tema i mine værker. Min opvækst på Færøerne har sat dybe spor og givet mig noget, som jeg har svært ved at forklare med ord. Naturen, lyset, vejret, stilheden, stormene, fjeldene, havet, skyerne – alt er så anderledes.

Klimaet på Færøerne er barsk og vejret meget omskifteligt, hvilket helt klart afspejler sig i mine værker.

Jeg elsker det færøske efterår med støvregn, tåge, og fjeldene, der iklæder sig efterårets farver. Der er også noget frygtindgydende ved vinterens vejr og storme, hvor himmel og hav nogle gange står i et. Og forårets flygtige og poetiske farver, hvor det hele begynder på ny, ligesom sommerens lyse nætter er noget helt særligt.

Der er både abstrakte og figurative elementer i mine malerier, som skaber en form for genkendelse med reference til naturen. Motiverne befinder sig et sted mellem det abstrakte og det genkendelige, hvor landskaber, små bygder, fjeld, klipper, hav, skyer og horisont anes, forsvinder, smelter sammen og ses igen. Det er dramaet mellem det abstrakte og det genkendelige, der optager mig.

Min kunstneriske praksis omfatter maleri, grafik, tegning og skulptur. Det er ikke en produktionsform, hvor jeg skal lave ”pæne” værker. For mig handler det om at omsætte og udtrykke mine idéer. Tilfredsheden kommer, når jeg ser resultatet af mine bestræbelser udmøntet i et værk. Jeg håber værkerne vækker folks nysgerrighed og fantasi, og at der åbner sig et rum, der levner mulighed for fortolkning.

I årenes løb har jeg deltaget i adskillige udstillinger i kulturcentre, kunstmuseer, på kunstmesser og gallerier på Færøerne, Island, Grønland, Danmark, Sverige, Finland, Tyskland, Bulgarien og Spanien.