2017 bød på mange spændende udfordringer og gode udstillinger. Her er nogle af højdepunkterne.
Året begyndte med kunstmessen Art Herning 2017, som arrangeres i samarbejde med Dansk Galleri Sammenslutning. Jeg deltog som fast kunstner hos Galleri Sct. Gertrud.
Kunstmessen som var velbesøgt, bød på hyggeligt samvær og gode samtaler med kunstinteresserede og købere.
I april måned deltog jeg med værket ”Tilskapa” på den censurerede udstilling ”Várframsýningin 2017” på Færøernes Kunstmuseum (Listasavn Føroya).
Fra 30. april – 25. juni var jeg inviteret med på udstillingen ”Glimt fra Færøerne” på Dronninglund Kunstcenter, som jeg også var kurator på.
De deltagende kunstnere var Bárður Jákupsson, Zacharias Heinesen, Eyðun av Reyni, Sigrun Gunnarsdóttir, Astri Luihn, Guðrið Poulsen, Randi Samsonsen, Hansina Iversen, Birgit Kirke, Elin Josefina Smith, Jóhan Martin Christiansen og Beinta av Reyni.
I perioden 8. juni – 18. august var jeg med på udstillingen ”Det Nordiske Lys” i Nordatlantisk Hus i Odense, en færøsk-islandsk udstilling af Sossa Bjørnsdóttir og Birgit Kirke.
I forbindelse med udstillingen blev der dagen efter ferniseringen afholdt Artist Talk.
Fra 2. juli – 12. august havde jeg en solo udstilling i Galleri Vognporten på Mariager Museum.
I juli måned fik jeg af Holmsland Klit Turistforening bevilget 1 uges ophold i Kunstnerboligen Art 56 i Hvide Sande, hvor jeg kunne arbejde og vise min kunst til interesserede. Jeg fik rigtig mange besøgende og vejret var fantastisk flot hele ugen.
I oktober/november inviterede jeg Helle Bang til at udstille sammen med mig i Galleri Smiðjan í Lítluvík på Færøerne. Det er anden gang Helle Bang udstiller på Færøerne. For fem år siden, i 2012 udstillede vi også sammen i Galleri Smiðjan í Lítluvík.