”…abstrakte, ekspressionistiske skildringer af landskabets karakter.”
”Færøske Birgit Kirke, bosat i Danmark, har fået øernes særegne landskab ind med modermælken. Det er det, der frem for noget præger hendes malerier som en konstant frugtbar inspirationskilde.”
”...Stærke og dynamiske sorte linjer udgør ofte rygraden i hendes kompositioner. De breder sig som et stålskelet over billedfladen, holder den sammen, får den til at emme af koncentreret energi, for pludseligt at bryde ud i voldsomme udladninger som en lavaflod eller en elv, der flyder over sine bredder.
Som et supplement til de dynamiske sorte markeringer finder man i Birgit Kirkes malerier næsten altid større eller mindre flader af hvide partier. De kan nogle gange ligge som en atmosfærisk baggrundsfarve, men kan også befinde sig helt fremme i billedplanet som pludselige lysglimt. Endelig, som en modvægt til den sort/hvide dominans, lader Birgit Kirke klare og rene toner af gult, grønt, blåt, rødt og orange skinne igennem. Deres perlende glans så meget desto skarpere på baggrund af den ellers beherskede palet. Hvis der havde været tale om et stykke musik, kunne man sammenligne med de lyriske, lette og nogle gange næsten humoristiske mellemspil, man finder i Beethovens store episke og dramatiske symfonier.
Set i et færøsk perspektiv, er det selve landskabets voldsomme kræfter, som Birgit Kirke skildrer i sine malerier…”
Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen. (Uddrag af tekst fra bogen ”101 kunstnere 2015”, forlaget JA)